Verdens første designerstol af hør og majs

Morgendagens stol er designet efter alle kunstens regler, den er lavet af planter, og den kan ende sine dage på komposten uden at skade miljøet. Stolen er fremstillet af plastik lavet af majs, forstærket med hørfibre og er resultatet af et utraditionelt samarbejde mellem ingeniørstuderende Lasse Svensson, som lavede speciale på Risø, og møbeldesigner Michael L Strøm.

 

Michael L. Strøm var en af 12 designere i netværket 12+12 der er et netværkssamarbejde mellem 12 forskere fra Risø og 12 designere fra foreningen Danske Designere. Netværket blev etableret på Risø i slutningen af 2005.

Michael L. Strøm arbejdede på et nyt stoledesign men manglede endnu det rigtige materiale. På et møde i netværket præsenterede udviklingsingeniør Tom Løgstrup Andersen ham for et nyt biologisk materiale. Det var startskuddet til at civilingeniørstuderende Lasse Svensson der havde udviklet materialet som en del af sit speciale på Risø, og Michael L. Strøm gik i gang med at få teknologi og design til at gå op i en højere enhed. På mindre end tre måneder lykkedes det at gå fra forskningsstadie, over prototype og udvikling af støbeform til fremstilling af fem stole.

Miljøvenligt materiale og ressourcebesparende fremstilling
Stolen er lavet af en såkaldt biokomposit, som består af en hørfiberforstærket bioplast fremstillet af majs. Det er også muligt at fremstille bioplasten af andre stivelsesholdige plantematerialer som kartofler eller bioaffald. Råmaterialerne udmærker sig ved at være CO2-neutrale og tilgængelige i rigelige mængder.

Det nye biomateriale er endnu lidt dyrere end typisk anvendte møbelmaterialer, men prisen er faldende og forventes at komme ned på samme prisniveau i løbet af kort tid. Det vil være muligt at fremstille møbler med det nye materiale til priser som er konkurrencedygtige med tilsvarende produkter, da fremstillingsprocessen er særdeles enkel og dermed økonomisk.

Skallen til stolen fremstilles i to procestrin: først en støbning og efterfølgende en tilskæring af kanterne. Når stolen forlader støbeformen, er overfladen nemlig færdig, den behøver hverken lakeres, males eller på andre måder overfladebehandles. Overfladen er både vand- og smudsafvisende, og den kan fremstilles med en højglans overfladefinish i alle farver og mønstre.

Så med denne nye stol skal man bare nyde designet og komforten uden at bekymre sig om miljøet.

Siden er opdateret  18.02.2009